I Kristendomsudvalget vil vi gerne understøtte arbejdet med toårsmål 1: Vi kan sætte ord på, hvad kristendommen betyder for vores aktiviteter. Derfor har vi lavet fortælle-sætningen. Den kan bruges som et enkelt redskab til at sætte ord på sammenhængen mellem det, I tror på, og det I helt konkret gør i jeres aktiviteter.
Den lyder sådan her: Her i ________ tror vi på, at ________. Derfor gør vi ________.
I KFUM og KFUK har vi en åben og inkluderende kristendomsforståelse. Det betyder, at der er plads til forskellighed, og de kristne værdier kommer ofte til udtryk gennem måden, vi er sammen på, og kan derfor være svære at genkende. Målet med at udfylde fortælle-sætningen er, at I bliver klogere på, hvad I tror på, og hvordan det hænger sammen med det, I gør.
Hold det konkret. Det kan for eksempel være en lejr, en klub, et arrangement, et hold, en tradition eller noget helt andet. Det er ofte lettere at sætte ord på én konkret aktivitet end på hele jeres forening.
• Hvad kendetegner vores aktivitet? (Hvad gør vi helt konkret i mødet med børn og unge?)
• Hvorfor laver vi netop denne aktivitet? (Hvad håber vi, at de får med sig?)
• Hvad siger vores aktivitet om, hvordan vi ser mennesker?
• Hvilke kristne begreber eller værdier passer til det, vi gør?
Skriv alle jeres tanker ned. I behøver ikke være enige om formuleringerne med det samme.
Se på det, I har skrevet. Er der nogle ord, temaer eller tanker, der går igen? Prøv at finde frem til det, der siger noget om, hvad I grundlæggende tror på.
Prøv jer frem: Her i __________ tror vi på, at __________. Derfor gør vi __________.
Det er helt fint at lave flere versioner. I kan for eksempel begynde med at udfylde den sidste del: Derfor gør vi ...
Når I har sat ord på, hvad I gør, kan I spørge: Hvad er det, vi tror på, som gør, at vi netop gør sådan?
Læs jeres forskellige bud højt for hinanden. I behøver ikke at finde den perfekte sætning. I skal finde en sætning, som I kan stå inde for og som I synes passer til jeres aktivitet.
Her på Kolding Børnehøjskole tror vi på, at Gud elsker alle mennesker, sådan som de er. Derfor er rummeligheden vigtig for os.
Har I brug for sparring, hjælp til processen eller lyst til at dele jeres erfaringer, så kontakt kristendomskunsulent Ida Kruse Schaumburg-Müller på 22226812 og iks@kfum-kfuk.dk