Gæt og grimasser
I denne aktivitet er der ikke fokus på nogle bestemte verdensmål, men derimod på verdensmålene som en helhed. Alle de 17 verdensmål hænger sammen som en kæde og påvirker hinanden. Hvis der er et verdensmål, vi ikke opnår, knækker kæden og det vil have en negativ indflydelse på nogle af de andre verdensmål. Eksempelvis kan klimaforandringer forårsage hedebølger, oversvømmelser og at jorden ikke kan bruges til at dyrke mad nok til os alle. Derfor er en bekæmpelse af klimaforandringer en forudsætning for at alle kan være sunde og trives og at vi kan stoppe sult. Verdensmålene er én sammenhængende dagsorden, og vi er ikke i mål før alle mål er opnået for alle mennesker i verden. Hvis vi skal nå alle 17 mål, er det vigtigt, at vi alle gør noget.
Aktiviteten:
Print bilaget og klip dem ud, så der er 17 sedler. Fold sedlerne sammen og læg dem i en skål.
Alle deltagere deles op i to hold. Én person fra det ene hold går nu op og trækker et stykke papir fra skålen og bruger sin krop til at vise sit hold, hvad der står på papiret. Tale og stavning med kroppen er ikke tilladt.
Inden I starter, skal I aftale, om sætningerne skal gættes ordret eller om det blot er betydningen i sætningen, man skal finde frem til.
Når holdet har gættet sætningen, skal holdet regne ud, hvilket verdensmål sætningen hører til.
Når målet er gættet, går turen videre til det modsatte hold. I kan vælge, om man får point for at gætte sætningen og for at gætte verdensmålet eller om det skal være på tid.
Formål: At skabe et større kendskab til de enkelte verdensmål samt en forståelse for, at verdensmålene hænger sammen
Tidsforbrug: 30-60 minutter
Antal deltagere: Fra 6 personer
Materialer: Printet bilag, saks, skål
Refleksion:
Hvilke verdensmål var sværest at vise og gætte?
Hvilke verdensmål var nemmest at vise og gætte?
Er der nogle af sætningerne, der kunne repræsentere flere af verdensmålene?
Hvorfor tror I, at nogle af verdensmålene ligner hinanden?
Ideer til videre arbejde:
Juster sætningernes sværhedsgrad, så de passer til jer
Lav en ny omgang, hvor I selv finder på sætninger til de enkelte verdensmål
Spil det som Tegn og Gæt