Ansvarligt forbrug og produktion

Teologisk refleksion:

Ressourcespild er vold. Den sætning har jeg fra Gandhi, som var en indisk politiker og frihedskæmper, men også åndeligt fyrtårn for mange. Det lyder helt vildt, at det er vold at lade madrester stå og blive for gammel i køleskabet... Men når man virkelig prikker mig på maven, må jeg være enig med ham. 

Det fortælles, at Gandhi en gang forlangte af sit barnebarn på 12 år, at han skulle gå tilbage og finde en halvbrugt blyant, som han havde smidt ud af vinduet fra bilen. Drengen måtte lede mange timer med en lommelygte midt om natten, før han fandt blyantstumpen og kunne komme i sin seng. Gandhi ville lære sit barnebarn, at ressourcespil er vold. For et eller andet sted har der arbejdet nogen på en fabrik, for at lave denne blyant. Der er endda blevet fældet et træ for at få træ til blyanten. Det er også blevet gravet grafit op af jorden et eller andet sted så blyanten kunne få den grafit-kerne, der gør, at den kan skrive og tegne. Alt samme noget der kostet både arbejdskraft, og ikke mindst: Jordens ressourcer. Miljøet og naturen påvirkes også af grafit-miner og træfældning, hvilket igen påvirker dyreliv og så videre. Ressourcespild er vold - eller i hvert fald misbrug af jorden og af andre.

Jeg tror, at verdens ressourcekrise også afspejler en åndelig krise. Der er nogle grundlæggende ting, vi skal besinde os på, for at kunne få fat om nældens rod og begynde med os selv. For hvorfor er det, at vi ikke som noget helt naturligt føler og tænker os forbundet med jorden og dens ressourcer? For slet ikke at tale om forbindelsen til hinanden. Det er fordi, det at føle at sig forbundet med noget, der er større end een selv, er en åndelig ting. Ergo: Åndelig krise.

I Første Mosebog kap 3, vers 1-12 kan vi læse, hvordan Adam og Eva opdagede at de var nøgne og gemte sig fra Gud, da de havde spist af den frugt, de ikke måtte spise af. Den historie kaldes syndefaldet, og er en af kernefortællingerne i kristendommen. Jeg synes det er interessant, at én af konsekvenserne af syndefaldet er fremmedhed mellem Gud om mennesket, men også fremmedhed mennesker imellem. Adam og Evas første søn slog som bekendt sin egen bror ihjel. På samme måde blev mennesket også fremmed overfor naturen. Det er påfaldende, hvor meget det er blevet misforstået, at mennesket skal herske over dyrene og planterne, som vi også kan læse i Første mosebog (denne gang i kap 1, vers 28). Det er blevet forstået som om vi bare kan skalte og valte, som vi vil. Den rigtige forståelse af “at herske” er nærmere at vogte og dyrke til fælles gavn - og så er vi tilbage til den åndelig krise. For ånd har med det fælles at gøre.

Vi er nødt til at besinde os på, at hele verden er forbundet: At den T-shirt jeg køber, har krævet mange ressourcer at producere; i hele kæden fra den enkelte bomuldsmark til at jeg tager den på... At det plastik jeg smider i grøften uvægerligt med tiden vil ende i Atlanterhavet... At råstofferne i min mobiltelefon stammer fra en mine et sted i Afrika, som igen påvirker naturen og dyrelivet. Alting er forbundet. Det er en åndelig ting at besinde sig på. Vi skal overvinde vores egen fremmedhed over for jorden og naturen, og se os selv som forbundet med dem. En del af denne besindelse kunne være sætningen at ressourcespild er vold - eller i hvert fald misbrug.