Refleksionsmaterialer

Alle børn og unge skal have en tryg og god oplevelse i KFUM og KFUK. Herunder finder du oplæg om det gode fællesskab, forebyggelse af krænkende adfærd, tryghed og trivsel i foreningen.

Som forening er det vigtigt, at man jævnligt taler om de ting, der danner grundlag for den kultur og den måde, man er sammen med børn og unge på. Det kan være en svær samtale at tage, og derfor finder du her på siden hjælp og inspiration til, hvordan en sådan samtale kan gribes an. 

Se mere om KFUM og KFUKs samværspolitik på hjemmesiden.

Trivsel og tryghed i foreningen 

Nederst på siden findes materialet ‘Trivsel og Tryghed i Foreningen’, som tager udgangspunkt i seks emner - lærerparagraffen, børneattest, overnatning, serviceloven om underretning, blufærdighedskrænkelse og sociale medier. 

Materialet består af en vejledende pjece samt 12 samtalekort. Disse kan hjælpe jer i ledergruppen til at tage den svære, men nødvendige samtale om, hvordan I kan sikre tryghed og trivsel i foreningen og samtidig forebygge krænkende adfærd og overgreb mod børn og unge.

Når Grænser Brydes 

‘Når Grænser Brydes’ er et onlinemateriale mod seksuel krænkelse af børn og unge i forenings- og fritidslivet. Det er et værktøj, som kan sætte emnet på dagsordenen i foreninger, bestyrelser og arbejdsgrupper. Med afsæt i virkelige hændelser og krænkelsessager består materialet af debatskabende film, korte dokumentarer, digitale fortællinger og dilemmaøvelser, hvor man får mulighed for at reflektere over egne erfaringer, adfærd og handlemuligheder. Til alle dele af materialet er der udviklet lærings- og inspirationsaktiviteter.

Du kan læse mere om ‘Når Grænser Brydes’ længere nede på siden her. 

Aftaleskema til foreninger 

Endelig finder du også et aftaleskema, som kan bruges i lokalforeninger til at sætte nogle klare rammer for samværet i foreningen. Det er en sikkerhed for børn og unge såvel som for frivillige voksne. Klare retningslinjer kan derfor være et godt og tryghedsskabende supplement til den gode samtale om tryghed og trivsel i foreningen. 

Under skabeloner kan du finde "Skema til udarbejdelse af samværsregler".